SKAL man savne sine børn?

I forrige uge havde jeg to børn af sted på koloni. Min lille søn på 4½ år og min yngste datter på 11 år. De var af sted i henholdsvis 4 og 5 dage. Og jeg nød det. Nød at have “mig-tid”. Nød at gå ud at spise 2 aftener i træk med min mand. Uden den mindste form for dårlig samvittighed. Og jeg synes faktisk, det er helt ok at have det sådan. Jeg hørte forældre i min søns børnehave sige “Vi har faktisk nydt det! Hvis man altså overhovedet må sige sådan?!” Selvfølgelig må man både have det sådan og sige sådan. Vores børn er jo omdrejningspunktet i vores liv, og vores liv er bygget op omkring dem. Så selvfølgelig er det ok, at nyde lidt frihed og fritid. Det betyder jo ikke, at vi ikke glæder os til, de kommer hjem. Tvært imod – jeg glæder mig altid sindssygt meget til at se dem igen.
Jeg ved også, at grunden til, at jeg kan undvære dem – uden at savne dem – er fordi jeg ved, at de har det godt. Hvis de ikke har det godt, melder savnet sig lige med det samme. Og det er uanset om de er på lejrskole, hos en veninde eller hos deres far. Så snart jeg ved, at de er kede af det, sætter savnet af dem ind.
Og det samme gælder den anden vej. Hvis børnene ved, at vi er kede af det, savner de os. Eller noget, der minder om savn – og som faktisk er endnu værre. De kan føle, at de bør være hos os, når vi er kede af det eller ikke trives. De kan mærke det med det samme og de føler, at de skal passe på os. Og det er IKKE deres opgave. De skal have lov at være børn.
Blandt andet derfor er det vigtigt, at vi har vores relationer i orden. Det gælder også relationen til vores eks. Når den er i orden, bruger vi ikke energi på en dårlig relation. Det bliver også nemmere, både at aflevere og undvære børnene, hvis vi bevarer et godt forhold og en god tone. Vi skal huske, at børnene mærker det med det samme – både den gode og den dårlige relation.

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmail

Cathrine Lønborg Andersen

Jeg hedder Cathrine Lønborg Andersen, er 43 år og lever i en sammenbragt familie. Jeg er mor til to piger på henholdsvis 8 og 13 år samt til en dreng på knapt 2 år. Derudover har jeg to papdøtre på henholdsvis 12 og 16 år. Mine to piger har jeg med min eks, og min søn har jeg sammen med min mand.

Skriv et svar