Børn vil have nærvær. Uanset hvilken slags familie de lever i. Og hvad betyder nærvær så? Det betyder, at de vil have deres forældres opmærksomhed, når de henvender sig til dem. Ikke et mumlende ja eller ok – men et autentisk svar, hvor de kan mærke, at du hører, hvad de siger, og du tager stilling til det, der bliver sagt og spurgt om. Det er også nærvær at sige: “jeg vil meget gerne hjælpe dig, når jeg er færdig med det, jeg er i gang med. Der går ca.  en halv time, så kommer jeg ind til dig”. Nærvær betyder ikke, at vi skal smide alt, vinhar i hænderne og være fuldt tilgængelig for vores børn døgnets 24 timer. Nærvær er at være til stede. Også når du går i biografen med børnene og synes filmen er lidt kedelig. Det er ikke nærvær at sidde og sms’er imens.

En god måde at være nærværende på er, at flytte sig fra hjemmet og dermed fra iPads og tv. De fleste børn kan godt lide at komme en tur i skoven. Hop på cyklen og kør en tur i Dyrehaven og se på kronhjortene eller tag en tur med S-toget, hvis I altid kommer rundt med bil. Tal om det, der sker på vejen og se på det, I ser udenfor. Vi lever i en verden fuld af elektronik, som desværre præger vores liv i en negativ grad. Alle skal være online døgnet rundt og vi skal hele tiden tjekke mails, sms, Facebook og Instagram. Også selvom vi ikke behøver det. Det er, som om de elektroniske venner er blevet vigtigere end dem, vi fysisk er sammen med. Tænk over det og prøv at tage lidt tid hist og her, hvor du lægger de elektroniske medier væk og er nærværende istedet for – det er faktisk ikke så tosset!