Husk børnene

Husk børnene

Når man som voksen fraskilt møder en ny kæreste og måske flytter sammen, bliver man ofte ivrig efter at lave en ny familie. Det er også helt ok – man skal bare huske at have børnene med i sine tanker, når man tager sådanne store beslutninger. Desværre deler børn ikke så ofte den sammen begejstring over, at deres mor eller far har mødt en ny kæreste. En ny voksen i deres liv er en stor ændring for et barn. Uanset om barnet bryder sig om den nye voksne eller ej. Og barnet har brug for alene tid med sin mor og far – også selvom det ikke selv beder om det. Det er vigtigt, at den voksne husker at lave nogle ting med barnet/børnene alene. Et barn kan se den nye voksne, som en slags konkurrent, og det kan føles som om den nye voksne stjæler mor eller far. Et barn giver ikke nødvendigvis direkte udtryk for et ønske om alenetid med sin mor eller far, og svarer måske heller ikke ærligt, hvis det bliver spurgt direkte, fordi det gerne vil gøre sin mor og far glade. Barnet oversamarbejder, og det er ikke sundt. Barnet kan godt finde på at spørge sin far om de ikke nok skal være sammen med hans nye kæreste og måske hendes børn – det betyder bare ikke nødvendigvis, at det reelt er barnets ønske. Det kan lige såvel betyde, at barnet gerne vil glæde sin far. Det her er blot en af de mange ting, man skal have i baghovedet, når man er skilt og gerne vil starte en ny familie.

Kh Cathrine

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmail

Cathrine Lønborg Andersen

Jeg hedder Cathrine Lønborg Andersen, er 43 år og lever i en sammenbragt familie. Jeg er mor til to piger på henholdsvis 8 og 13 år samt til en dreng på knapt 2 år. Derudover har jeg to papdøtre på henholdsvis 12 og 16 år. Mine to piger har jeg med min eks, og min søn har jeg sammen med min mand.

Skriv et svar