Det at leve, i en sammenbragt familie, kan være lidt af et puslespil. Og det er ikke alle brikkerne, der selv har valgt at være en del af spillet. Det er de voksne, der vælgerhænder at bryde en familie op, og det er de voksne, der vælger at starte en ny.
At leve i en sammenbragt familie er en større udfordring end at leve i en kernefamilie. En af udfordringerne er bl.a, at man som voksen skal acceptere en andens børn og man skal acceptere, at der er en eks et sted derude. Børnene skal acceptere, at der er en ny voksen i deres mors og/eller fars liv. Denne nye voksne har måske også nogle børn. Alle disse mennesker skal man, hvad enten man vil det eller ej, lige pludselig forholde sig til og måske dele hjem med. Og børnene skal dele deres mor eller far med en ny voksen og nogle nye børn.
Som fraskilt skal man måske leve med og acceptere, at ens børn bor sammen med en papforældre noget af tiden.
Der er ingen garanti for, at ens eks finder en ny partner, som man bryder sig om. Uanset, hvordan den nye partner er bliver man nødt til, som minimum at acceptere hende eller ham. Alfa omega i dette puslespil er, at de voksne kan finde ud af at samarbejde. Og ja – så må man sluge nogle kameler ind i mellem. Og det er sådan det er. Det er børnene, der bliver fangerne i det her spil, hvis de voksne ikke kan finde ud af at samarbejde, og jeg tror ikke, der er nogen forældre, der synes, det skal gå ud over børnene, hvis de bliver spurgt.