SKAL man savne sine børn?

I forrige uge havde jeg to børn af sted på koloni. Min lille søn på 4½ år og min yngste datter på 11 år. De var af sted i henholdsvis 4 og 5 dage. Og jeg nød det. Nød at have “mig-tid”. Nød at gå ud at spise 2 aftener i træk med min mand. Uden den mindste form for dårlig samvittighed. Og jeg synes faktisk, det er helt ok at have det sådan. Jeg hørte forældre i min søns børnehave sige “Vi har faktisk nydt det! Hvis man altså overhovedet må sige sådan?!” Selvfølgelig må man både have det sådan og sige sådan. Vores børn er jo omdrejningspunktet i vores liv, og vores liv er bygget op omkring dem. Så selvfølgelig er det ok, at nyde lidt frihed og fritid. Det betyder jo ikke, at vi ikke glæder os til, de kommer hjem. Tvært imod – jeg glæder mig altid sindssygt meget til at se dem igen.
Jeg ved også, at grunden til, at jeg kan undvære dem – uden at savne dem – er fordi jeg ved, at de har det godt. Hvis de ikke har det godt, melder savnet sig lige med det samme. Og det er uanset om de er på lejrskole, hos en veninde eller hos deres far. Så snart jeg ved, at de er kede af det, sætter savnet af dem ind.
Og det samme gælder den anden vej. Hvis børnene ved, at vi er kede af det, savner de os. Eller noget, der minder om savn – og som faktisk er endnu værre. De kan føle, at de bør være hos os, når vi er kede af det eller ikke trives. De kan mærke det med det samme og de føler, at de skal passe på os. Og det er IKKE deres opgave. De skal have lov at være børn.
Blandt andet derfor er det vigtigt, at vi har vores relationer i orden. Det gælder også relationen til vores eks. Når den er i orden, bruger vi ikke energi på en dårlig relation. Det bliver også nemmere, både at aflevere og undvære børnene, hvis vi bevarer et godt forhold og en god tone. Vi skal huske, at børnene mærker det med det samme – både den gode og den dårlige relation.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Nærvær

Børn vil have nærvær. Uanset hvilken slags familie de lever i. Og hvad betyder nærvær så? Det betyder, at de vil have deres forældres opmærksomhed, når de henvender sig til dem. Ikke et mumlende ja eller ok – men et autentisk svar, hvor de kan mærke, at du hører, hvad de siger, og du tager stilling til det, der bliver sagt og spurgt om. Det er også nærvær at sige: “jeg vil meget gerne hjælpe dig, når jeg er færdig med det, jeg er i gang med. Der går ca.  en halv time, så kommer jeg ind til dig”. Nærvær betyder ikke, at vi skal smide alt, vinhar i hænderne og være fuldt tilgængelig for vores børn døgnets 24 timer. Nærvær er at være til stede. Også når du går i biografen med børnene og synes filmen er lidt kedelig. Det er ikke nærvær at sidde og sms’er imens.

En god måde at være nærværende på er, at flytte sig fra hjemmet og dermed fra iPads og tv. De fleste børn kan godt lide at komme en tur i skoven. Hop på cyklen og kør en tur i Dyrehaven og se på kronhjortene eller tag en tur med S-toget, hvis I altid kommer rundt med bil. Tal om det, der sker på vejen og se på det, I ser udenfor. Vi lever i en verden fuld af elektronik, som desværre præger vores liv i en negativ grad. Alle skal være online døgnet rundt og vi skal hele tiden tjekke mails, sms, Facebook og Instagram. Også selvom vi ikke behøver det. Det er, som om de elektroniske venner er blevet vigtigere end dem, vi fysisk er sammen med. Tænk over det og prøv at tage lidt tid hist og her, hvor du lægger de elektroniske medier væk og er nærværende istedet for – det er faktisk ikke så tosset!

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Jalousi

Det kan opstå rigtig meget jalousi på kryds og tværs, når ens mor eller far får en ny kæreste. Og endnu mere, hvis den nye kæreste også har børn.
Tag eksemplet med en far og hans datter, Laura på 8 år, der flytter sammen med fars nye kæreste Louise og hendes lille datter, Emilie på 3 år.
Laura har altid haft en godt forhold til sin far. Også efter hendes far og mor blev skilt. Når Laura var hos sin far fik hun tit lov at sove i hans seng. Det var så hyggeligt og så lå de og grinede og pjattede inden hun skulle sove om aftenen. Det elskede Laura.
Emilies forældre blev skilt da hun var helt lille. Hun ser ikke sin far så meget fordi han bor i udlandet.
Laura kan godt lide både Louise og Emilie. Der er bare mange ting, der er blevet rigtig svære efter hendes far er flyttet sammen med Louise. Laura synes fx, det er rigtig svært at hun ikke må sove i sin fars seng mere. Bare fordi Louise skal sove der. Laura synes, at Louise bare kan sove på sofaen engang imellem. Det synes far og Louise ikke. Til gengæld sover Emilie nogen gange hos dem. Laura tør ikke spørge, hvorfor Emilie må sove der, men hun hørte engang far og Louise talte om, at Emilie nogen gange får mareridt, og det er derfor, hun kommer ind til dem om natten. Det lød som om, at både far og Louise synes, det er ok. Det synes Laura ikke! Hun kan ikke forstå, der skal være forskel.Laura synes også det er svært, når hun skal hjem til sin mor. Ikke fordi hun ikke vil hjem til sin mor, men fordi Emilie bliver hos sin mor og hos Lauras far. Laura tænker på, hvordan hendes far mon er overfor Emilie, når hun ikke er der. Griner de mon meget sammen, hjælper han hende med at få sko på om morgenen og gynger han hende mon ude i haven. Laura kan ikke rigtig lide at tænke på det – hun kan mærke, hun får lidt ondt i maven, når hun tænker på det.

Ovenstående eksempel er bare et lille udpluk fra et skilsmissebarns hverdag. Der kan være rigtig mange ting på spil for sådan en lille pige. Det kan fx vise sig ved, at  hun har svært ved at koncentrere sig i skolen, mister lysten til at være sammen med veninderne eller begynde at lyve.
Det er rigtig vigtigt, at Laura bliver set at sin far og, at de får sig en snak omkring, det der foregår. Det er meget svært for en lille pige, pludselig at blive valgt fra til fordel for en ny kæreste. Laura har måske ikke rigtig nogen at tale med det om. Hun tør ikke tale med sin far fordi hun er bange for at gøre ham ked af det. Hun tør heller ikke sige det til sin mor fordi hun ikke vil sladre om sin far, og hun kan heller ikke rigtig lide at nævne Louise og Emilie overfor sin mor – hun har på fornemmelsen, at hendes mor bliver ked af det, når hun taler om dem. Så hun er helt klemt mellem de voksne.Det vil være rigtig godt, hvis Lauras far kunne bruge tid alene med Laura. Det behøver ikke være flere dage eller uger. Bare ind i mellem. En tur i skoven bare de to eller putte hende tidligt nok om aftenen, til at der er tid til, at de kan tale lidt. Jo mere tid, de har på tomandshånd, desto mere vil Laura nok turde åbne sig og sige nogle af de ting, der er svære. Nogle gange kan det løses ved, at de voksne er opmærksomme på børnene og får nogle gode snakke om, hvad det er, der sker. Andre gange er det alt for svært at se, hvad det er der sker fordi man står midt i det hele, og ikke kan danne sig et overblik over situationen. I sådanne situationer vil det være gavnligt med familieterapi.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Alle rollerne

Det slog mig forleden dag, hvor mange forskellige roller jeg faktisk har. Ret mange. Udover dem, jeg altid har haft; datter, søster, kusine, tante osv.. Så er jeg er mor, jeg er papmor, jeg er kone og jeg er ekskæreste. Derudover er jeg, overfor mine papbørns mor, hendes ekskærestes nye kone, og jeg er overfor min ekskærestes kone, hans eks. Det er om at holde tungen lige i munden. Og hvordan skal jeg så udfylde alle disse roller?
Papmorrollen er ny for mig. Godt 3 år har jeg været i den rolle. Og hvad er det for en rolle? Hvad giver mig retten til at kalde mig selv noget med “mor”, når nu pigerne allerede har en mor? Og hvad skal de egentlig bruge mig til? Det er faktisk en sværere rolle end, jeg umiddelbart havde forventet. Nok en af de sværeste for mig. Hvor hører jeg til i pigernes liv, hvornår er jeg velkommen og hvornår er jeg absolut ikke? Hvor meget skal jeg involvere mig og hvornår skal jeg holde mig lidt i baggrunden? Hvornår er det for pigernes skyld, hvornår er det for min mands skyld og hvornår er det for min egen skyld?
Jeg er kommet frem til, at det gælder om være autentisk. At være den, jeg er. At jeg prøver at mærke, hvor mine grænser går, så jeg kan sige til og fra og så i øvrigt se mig rigtig godt for.
Og det prøver jeg så – så godt, jeg kan.

Hvilke roller har du mon – og hvordan befinder du dig i dem?

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Hvordan er det nu lige, det er?

Hvordan er det nu lige, det er?

Mor: Du virker træt, skat.. Kom du sent i seng hos far i går?
Amalie: Lidt.. Eller som jeg plejer..
Mor: Ok.. Hvad tid plejer du da at gå i seng hos far?
Amalie:Kl.22..
Mor: Kl.22!! Det er godt nok sent. Det er typisk far! Det går jo slet ikke. Prøv lige at se, hvor træt du er. Jeg må ringe til ham!

Hvordan er det nu lige, det er? Kan du bestemme, hvad dine børn spiser og hvad de laver, når de er hos deres far/mor. Kan du bestemme, hvornår de skal i seng og hvor meget de må bruge deres iPad? Nej – det kan du ikke – som udgangspunkt. Skilsmisser, børneopdragelse og relationer er jo vidt forskellige, og det er klart, at nogen forældre er enige om det meste selvom de er skilt. Andre er nærmest uenige om alt.
Afhængig af jeres relation kan det være en mulighed at tage en snak omkring fx sengetider. Men som udgangspunkt har du ikke nogen indflydelse på, hvad dine børn spiser og hvad tid de kommer i seng, når de er hos den anden forælder. Og det er jo både godt og skidt. For du synes sikkert, at det er rigtig rart, at ingen blander sig i din måde at gøre tingene på. Til gengæld ville du sikkert ind imellem ønske, at du havde indflydelse på, hvor meget slik dine børn spiser hos den anden forælder.
Mit råd er, at du skal vælge dine kampe. Det vil meget ofte blive opfattet, som kritik og kritikken vil ikke blive modtaget positivt. Og så risikerer du, at dine børn kommer endnu senere i seng fordi ”mor skal i hvert fald ikke bestemme over jer, når I er hos mig!!”. Så resultatet bliver hurtigt værre end udgangspunktet. Og det er jo så ærgerligt.

Hvordan er din relation til dine eks?
Kunne du tænke dig, at den bliver bedre? I så fald er du velkommen til at kontakte mig.

De bedste hilsner
Cathrine

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Et stort skridt på vejen

Så gik sommeren 2015. Denne sommerferie har været anderledes end de foregående. På den gode måde. Vi har nemlig alle 7 været på sommerferie sammen for første gang. Bilferie i 12 dage endda. Og det gik over al forventning. Havde den dejligste ferie i Umbrien med masser af afslapning og meget få konflikter. Da vi kom hjem fra ferie var det tid til at vi skulle finde et nyt sted at bo fordi vi havde solgt vores lejlighed. En overgang troede vi, at vi skulle bo i vores sommerhus for en periode. Men alt imens vi var i gang med at undersøge container-til-opbevaring priser, dukkede der en lejlighed op, hvor vi alle 7 kunne være. Fantastisk. Vi føler os så heldige. Heldige fordi vi fik lejligheden og heldige fordi, vi nu skal bo sammen alle 7. Og det er nyt for os alle. Vi har boet her i 2 uger i dag, så det er stadig helt nyt. Ud af vores 5 børn er 2 af pigerne nu teenager, og 1 bliver det næste år. Vi får helt sikkert nok at se til. Og jeg glæder mig. En sjov og spændende proces. Og helt sikker også udfordrende.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

De skilsmisser!

De skilsmisser!

De skilsmisser! Der er så meget i medierne i øjeblikket omkring skilsmisser.
Hvor galt det går for IMG_0219nogen, og hvordan de håndteres bedst muligt, så det går mindst muligt ud over børnene. Vi læser om det i aviserne og på nettet og vi ser det i TV. Og hvor er det dog ulykkeligt at se, hvor galt det går for nogen, og hvor meget, det går ud over børnene.
Jeg har derfor besluttet mig for at holde to temaaftener i februar måned. Den første temaaften handler om skilsmisse. Den anden temaaften handler om sammenbragte familier.

Er du havnet i en ulykkelig skilsmisse eller står du overfor at skulle skilles så er der hjælp at hente til denne temaaften. Det kan også være, du kender nogen, der kunne have brug for lidt råd og vejledning.
Tidspunktet er tirsdag den 3. februar 2015 kl.19.00-21.30. Du kan læse mere om aftenen nedenfor.

Jeg glæder mig til at se dig.

Kh Cathrine

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Foredrag

Foredrag

Jeg sidder og skriver på mit oplæg, som jeg skal holde om en god uges tid. Jeg er spændt og jeg glæder mig. Det er til en temaaften, hvor emnerne er skilsmisse & sammenbragte familier. Jeg vil fortælle lidt om mig selv og min egen historie samt om hvad der er vigtig for børnene, når man pludselig står i den situation, at man skal skilles. Jeg vil også tale om nogle af de udfordringer, der er, når man lever i en sammenbragt familie. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og tale om nogle af de ting, der udfordrer dig i din familie.
Det foregår tirsdag den 18. november kl. 18.30. Det er gratis at deltage. For mere info se linket http://eventoversigten.dk/events/?EventID=2784

Kh Cathrine

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Husk børnene

Husk børnene

Når man som voksen fraskilt møder en ny kæreste og måske flytter sammen, bliver man ofte ivrig efter at lave en ny familie. Det er også helt ok – man skal bare huske at have børnene med i sine tanker, når man tager sådanne store beslutninger. Desværre deler børn ikke så ofte den sammen begejstring over, at deres mor eller far har mødt en ny kæreste. En ny voksen i deres liv er en stor ændring for et barn. Uanset om barnet bryder sig om den nye voksne eller ej. Og barnet har brug for alene tid med sin mor og far – også selvom det ikke selv beder om det. Det er vigtigt, at den voksne husker at lave nogle ting med barnet/børnene alene. Et barn kan se den nye voksne, som en slags konkurrent, og det kan føles som om den nye voksne stjæler mor eller far. Et barn giver ikke nødvendigvis direkte udtryk for et ønske om alenetid med sin mor eller far, og svarer måske heller ikke ærligt, hvis det bliver spurgt direkte, fordi det gerne vil gøre sin mor og far glade. Barnet oversamarbejder, og det er ikke sundt. Barnet kan godt finde på at spørge sin far om de ikke nok skal være sammen med hans nye kæreste og måske hendes børn – det betyder bare ikke nødvendigvis, at det reelt er barnets ønske. Det kan lige såvel betyde, at barnet gerne vil glæde sin far. Det her er blot en af de mange ting, man skal have i baghovedet, når man er skilt og gerne vil starte en ny familie.

Kh Cathrine

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Familieroller

Familieroller

Det slog mig forleden dag, hvor mange forskellige roller jeg faktisk har. Ret mange. Jeg er mor, jeg er papmor, jeg er kone og jeg er ekskæreste. Der udover er jeg, overfor mine papbørns mor, hendes ekskærestes nye kone, og jeg er overfor min ekskærestes kone, hans eks. Det er om at holde tungen lige i munden. Og hvordan skal alle disse roller så udfyldes?

Papmorrollen er ny for mig. 3 år har jeg været i den rolle. Og hvad er det for en rolle? Hvad giver mig retten til at kalde mig selv noget med “mor”, når nu pigerne allerede har en mor? Og hvad skal de egentlig bruge mig til? Det er faktisk en sværere rolle end, jeg umiddelbart havde forventet. Nok en af de sværeste for mig. Hvor hører jeg til i mine pigernes liv, hvornår er jeg velkommen og hvornår er jeg absolut ikke? Hvor meget skal jeg involvere mig og hvornår skal jeg holde mig lidt i baggrunden? Hvornår er det for pigernes skyld, hvornår er det for min mands skyld og hvornår er det for min egen skyld?

Jeg er kommet frem til, at det gælder om være autentisk. At være den, jeg er. At jeg prøver at mærke, hvor mine grænser går, så jeg kan sige til og fra. Og det prøver jeg så, så godt, jeg kan.

Hvordan befinder du dig, i dine forskellige roller?

Kh Cathrine

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail